Ridning
Ridning og dit handicap eller skader – hvad skal du tage af hensyn og hvordan kan det gavne dig. Kan mennesker med handicap ride og omgås heste?
I langt de fleste tilfælde er svaret ja. Det er rigtig svært at få glæde af ridning og omgang med hestene, hvis du er rigtig bange for heste og derfor ikke kan slappe af. Så er det måske en anden træningsform/sport du skal finde dig.
Hvem kan ride:
Næsten alle med fysiske og psykiske handicaps samt udviklingshæmmede kan have glæde af at ride og have omgang med hestene.
Scleroseramte – og spastikere har stor glæde af den hjælp, musklerne får af hestens bevægelser, det hjælper til at afspænde musklerne og giver derved øget bevægelighed. Hestens gangmønster giver ikke mindst forbedrede gangfunktioner til os mennesker.
Har man et psykisk handicap, kan man naturligvis også ride.
Mange andre handicappede kan også have stor glæde af ridningen.
Spørg hvis du/ I er i tvivl om, hvorvidt dit handicap og ridning kan tilpasses hinanden og kan vi ikke svare, anbefaler vi, at du taler med din læge eller fysioterapeut, inden du starter.
Ridning giver udover de fysiske fordele en stor sanseoplevelse, samt mulighed for at opleve naturen på en anderledes måde.
Hvorfor ride:
Fordi hesten er et helt unik ” redskab”. Heste og mennesker har sammen gang funktion, så længe vi bevæger os i skridt. Det vil sige, at vi får styrket vores bækken/ hofte parti rigtig meget, når vi skridter en tur på hesten. Det er med til at vedligeholde og forbedre vores gangfunktion.
Derudover giver det stor glæde og bedre livskvalitet, at have samværet med hestene.
Hvad gør ridningen:
- Ridning styrker og forbedre gangfunktionen
- Ridning styrker balanceevnen kraftigt.
- Ridning giver øget bevægelighed i led og muskler.
- Ridning udspænder musklerne og strækker senerne.
- Ridning styrker mange muskelgrupper specielt i ben, ryg og sæde.
- Ridning giver øget blodtilførsel til hele kroppen.
- Ridning er også mental træning.
- Ridning er i høj grad også naturoplevelser og godt humør.
- Ridning er også samvær med hest og andre ryttere
- Ridning kan dyrkes blandt raske også
- Ridning kan også være sport
Ridning kan også for handicappede dyrkes på alle planer lige fra topidræt og deltagelse i internationale stævner og hygge / motionsridning til terapeutisk ridning.
Ridning er en sport som er nem at tilpasse den enkeltes behov og ambitioner.
Der findes en række hjælpemidler, som kan gøre det muligt at ride, selvom man har vidtgående handicap og evt. er kørerstolsbruger. Der kan også anvendes bagrytter til som giver støtte og tryghed, hvis det er nødvendigt. Men der bør aldrig bruges flere hjælpemidler end nødvendigt.
Susanne og ridning
Fra Susanne kom på Stutsborg rideskole første gang, er der sket rigtig meget og målene med ridningen er justeret flere gange.
Susanne var, også set i lyset af hendes ulykke, meget nervøs specielt for at falde af. Susannes balance var bestemt ikke i top, ligesom der var meget stor forskel på højre og venstre side.
Vi startede derfor med at Susanne skulle føle sig tryg på hesten og slap derfor aldrig hesten. Stille og roligt påbegyndte vi en række små balanceøvelser, hvor Susanne skulle slippe med hænderne, lægge dem på hovedet og lave små rotationer i lænden, side med armene ud til siderne og mange flere øvelser i den stil.
Efter en periode arbejdede vi med at Susanne selv skulle styre hesten og holde balancen samtidig med at hun og hesten lavede små dressur øvelser eller følge terrænet på en skovtur.
Vi har også lagt en række øvelser ind, hvor det var vigtigt at Susanne fik kontakt til sine fødder og underben. Et eksempel på en øvelse kan være at Susanne selv skal arbejde for at få fødderne ud af stigebøjlerne. Vi har arbejdet meget på at få lighed i begge sider.
I dag kan Susanne langt mere på hesten, styre selv, laver sine balance øvelser hver gang, rider både på banen og i skoven. Vi har hovedsagligt arbejdet i skridt, da det styrke gangfunktioner og vi ved at Susanne arbejder meget målrettet på at komme i gang med at gå.
Næste delmål vil blive en lillebitte travetur, da stiller større krav til balancen.
Venlig hilsen
Dorte Paludan
Handicaprideinstruktør
Stutsborg Rideskole